Tid til at tage vingerne på og flyve mod drømmene!

Tænk at kunne skabe en levevej som gør dig grundglad. Forestil dig en virksomhed som understøtter dig på alle planer – din personlighed, dine værdier, din livssituation og drømme, så har du for alvor skabt en drømme virksomhed!

“Iværksætteri handler om vækst” … den sætning er blevet et mantra i mediefladen. Jeg mener nu at virkeligheden er lidt mere nuanceret og vækstbegrebet kan have mange facetter og kommer også ind på det i denne blog. Har du nogensinde tænkt over at iværksætteri også skaber en indre vækst og også er en personlig udviklingsvej?

Du kender helt sikkert historier om modige kendte iværksættere, som har holdt fast i deres visioner, også selv om omverdenen slet ikke kunne se, hvor de var på vej hen.  Dem der havde modet til at gå mod strømmen og styrken til at holde fast i visionen. Dem som navigerede efter en indre fornemmelse, der gav dem evnen til at flyve som en humlebi, på trods af hvad omverdenens logik mente muligt.

Sådan en type iværksætter, vil jeg karakterisere som en værdibevidst og helhedsorienteret iværksætter. En person, der helt tydeligt har kontakt med sin intuition og sit kreative potentiale. Sådan en person er dybt forankret i sig selv og sin indre styrke, og derfor kan visionen fastholdes. Så begrebet “helhedsorienteret iværksætteri” handler om hvordan vi navigerer i verden, og hvordan vi manifesterer i den.

Den helhedsorienterede iværksætter

Der er så mange fantastiske iværksættere som vi aldrig hører om, fordi deres vækst- og succesparametre ikke passer ind mediebilledet.

Her taler jeg om dem som fx formår:

…at finde en måde, at leve af det de elsker allermest

…at hoppe af hamsterhjulet og skabe sig en bæredygtig levevej, som giver plads til hele mennesket og rum til familien

… at skabe en levevej som bruger fx lokale råvarer, arbejdskraft , faciliteter og dermed styrker lokalsamfundet

…at skabe en virksomhed hvor den vigtigste vækst er i fx i udsatte mennesker, udvikling af samfund osv.

…at skabe mere miljøvenlige alternativer i branchen

Den helhedsorienterede iværksætter har bevidst valgt og redefineret sit succes- og vækstbegreb. Det handler om at skabe en levevej som er meningsfuld og gør iværksætteren glad og tilfreds! Ikke sådan forstået, at den lykkelige iværksætter ikke må tjene mange penge! ….det er bare ikke nødvendigvis det parameter, som der navigeres primært ud fra.

Iværksætteri er jo i høj grad en personlig udviklingsvej! Rigtig mange mennesker får realiseret deres potentiale og deres visioner gennem CVR-nummeret. Her får de foldet vingerne ud og får materialiseret deres drømme, mens læringskurven går stejlt opad, fordi hvert et fejltrin og fejlnavigation kan koste dyrt!

Jeg mener ikke, at vi alle nødvendigvis skal være det næste Skype, AP Møller eller Apple. Vi lever i en verden i forandring og mange begynder at reflektere over de samfundskonstruktioner vi har overtaget. Det er på høje tide, at vi ser mere indad! Målestokken for vores egen succes kan vi kun selv sætte! Hvis du synes det er en fantastisk succes, at arbejdet med dine drømme lige akkurat kan finansiere dit liv, så er det jo en succes! At være en helhedsorienteret iværksætter handler ikke om omfanget og ydre labels på din drøm, det handler derimod om at kunne skabe en virksomhed, som understøtter din personlighed, dine drømme og dit potentiale, og når det sker, åbner du samtidig op for dit eget indre vækstpotentiale. Herfra kan du aktivere, at du står helt rent i DIN egen energi …du kommer hjem i dig selv!

Drømmer du om at blive helhedsorienteret iværksætter er det ikke nok at tælle pengene og skrive forretningsplanen, du må også se på det indre arbejde der skal gøres! Du må kende dig selv, kende dine drømme, turde rumme og se din angst i øjnene!

Når du kender den dybere essens af din drøm, så har du et fundament der navigeres ud fra og ikke ændres på. Derfra kan du fokusere på forretningsmodel og indpakningen, som løbende justeres og modelleres efterhånden som drømmen udfoldes.

At holde fast i drømmen!

Som mangeårig virksomheds-rådgiver og coach har jeg set alt for mange virksomhedsejere, som er endt i et frustreret hjørne med deres virksomhed, et sted hvor det er blevet surt og hvor de er stagneret. Dem som har endt med at skabe en virksomhed, som de overhovedet ikke synes er sjov at have med at gøre. Når vi har analyseret situationen nærmere, har det ofte vist sig, at grunden til at det er gået galt, er fordi de ikke har evnet at holde fast i dem selv og i deres drøm… de mistede dem selv i processen!

Der er absolut intet at fordømme i det, for det er meget, meget let at falde i den gryde som uafprøvet iværksætter! Meget ofte vil du som nyslået virksomhedsejer støde på velmenende råd a’la… ”sådan gjorde jeg og det virkede, derfor skal du også”  eller ”det gik galt for mig, så det må du ikke”. Når man står som uerfaren, så lytter man…. lytter til alle røster og navigerer til højre og venstre for at gøre … advokaten, rådgiveren, partneren, vennerne kollegaen, banken… ja, dem alle glade. Men hvad med dig selv? …husker du også at lytte til din intuition og mærke efter indeni, om det nu er det rigtige skridt du tager? Det kræver en indre styrke og en evne til at mærke sig selv, så du ikke mister dig selv og din drøm i processen.

Vores verden har mere en nogensinde brug for nytænkning og ny retning! Hvis vi skal skabe noget unikt og en mere bæredygtig udvikling, så må vi gå ad nye veje og ikke i andres fodspor. Selvfølgelig er det en god ide at lære af andres og egne erfaringer! Men hvis det eneste vi gør er at gentage disse mønstre, kan vi måske nok skabe Best Practice….men vi kan ikke skabe Next Practice!

Den værdibevidste helhedsorienterede iværksætter lytter og lærer selvfølgelig også! Men har lært at mærke ind og konferere med sin indre stemme, og er autentisk nok til at tage den endelige beslutning fra dette sted. Når intuitionen og dit hjertes stemme bliver din mastermind og logikken tjener din intuition, så er du på sporet af en personlig udviklingsvej og godt på vej til at gøre dig selv grundglad.

Det er tid til at vi går vores egne veje – og støtter hinanden i nye fælleskaber!

Iværksætteri er også en personlig udviklingsvej!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *