Vejen til det, du ikke vidste du manglede!

Bliv en netværks-eventyrer og grav guld!

– Du ved alligevel aldrig, hvem der sidder med guldkortet!

At kunne opbygge netværk er en uundværlig iværksætterkompetence, for nogen er det helt naturligt og let at danne nye relationer. Men for mange er det slet ikke så let og en af de ting som kan udfordre og som nogen føler er grænseoverskridende, er tanken om at ”bruge” vores netværk strategisk.

Nu kan vi jo ikke have en uendelig mængde mennesker i vores netværk, for netværk er relationer og det kræver som bekendt tid, at vedligeholde en god relation. Derfor er der mange der vælger en strategisk tilgang til opbygning af deres netværk. Det bliver set som en faglig værktøjskasse og det er da helt sikkert også klogt, at fylde sit netværk op med dejlige og dygtige mennesker, som komplementerer dine kompetencer og kan hjælpe dig mod dine mål …Vi skal være effektive, er samtidens motto!

Kan eventyr være en strategi?

Men jeg ser også en fare i den meget rationelle tilgang til netværk, for dybest set, så kan du aldrig på forhånd vide hvilke relationer, der vil berige dig allermest i dit netværk! Dit rationale kan berøve dig for en mere innovativ tilgang i verden og spændende muligheder, som du måske slet ikke har fantasi til at forestille dig!

Du ved aldrig hvem det er, der sidder inde med det netværksguld, som kan rykke din verden og din virksomhed. Pointen er, at du ikke på forhånd kan vide hvad guldet er, før der er en, som kommer med guldkortet, som får dine indre kabaler til at gå op. Det interessante er, at personen som har guldkortet, som kan rykke din verden, heller ikke ved de har det!

Tænk lige over det! Du vil heller ikke logisk kunne ræsonnere dig frem til det, for det kan jo være, at en faglig relation viser sig at kunne give dig det bedste personlige råd, eller at indsigter fra en venskabelig relation bliver den mest afgørende brik for din karriere! Folk som ikke findes i dine naturlige faglige cirkler eller med lavere uddannelsesniveau kan sagtens besidde en helt anden form for indsigt eller visdom, som du bare slet ikke har mødt endnu. Men den form for mangfoldige muligheder kan kun findes ved, at man træder ud af gængse stier og bliver en netværks-eventyrer på guldgravning.

Bliv en guldgraver!

Det lyder meget tidskrævende tænker du måske? At opbygge gode relationer tager altid tid. Netværks-guldgravning er mere et spørgsmål om at åbne perspektivet overfor, hvem du umiddelbart mener er værd at bruge tid på. Du kan jo vælge at afprøve det ved ind i mellem at udfordre din rationelle tilgang og tage din guldgraverkasket på med åbent hjerte.

Sådan graver du netværks guld

Netværksguldgraveren har selvfølgelig nogle redskaber til at grave guld med. Prøv disse redskaber af i din hverdag og se hvordan din verden åbner sig! Guld dukker op steder du aldrig ville have drømt at lede efter det.

Nysgerrigt åbent sind

Som guldgraver, skal du prøve at holde dig ydmyg og åben overfor alle de mennesker du møder på din vej, vær nysgerrig på den anden person og prøv at sætte dine fordomme til side og møde personen med et åbent sind. Fordomme fungerer som et filter, der filtrerer vigtige informationer fra. Selv folk som vi er voldsomt uenige med, kan have guld at give, hvis vi lytter med et åbent hjerte!

Personlig gavmildhed

For at kunne skabe en tillidsfyldt relation, er du nødt til at give noget af dig selv! Jo mere du personligt åbner op og viser noget af dig selv, jo større sandsynlighed er der for, at den anden vil få tillid til dig og kunne relatere til dig.

Jo mere åbenhed og hjælpsomhed du udviser, jo lettere er det at finde områder, hvor I har noget tilfælles fx interesser, værdier, fagligheder, udfordringer, drømme osv. Når vi finder noget fælles at spejle os i, så er det langt nemmere at rumme alle forskelligheder og være nysgerrige på en respektfuld måde.

Sæt ord på anerkendelserne

Prøv at gøre det til en vane at sætte ord på alle de ting du oprigtig er blevet inspireret af, er taknemmelig for eller er blevet glad af. Ofte tænker vi det, men får ikke sagt det højt, så gør det til din udfordring at fokusere på alle de ting du modtager og anerkende det. Oprigtige anerkendelser skaber tillid, som er grundlaget for alle gode netværksrelationer.

Gode dybe spørgsmål

Vær en eventyrer med dine spørgsmål og stil gode dybe HV spørgsmål Hvordan, hvem, hvad, hvor, hvilke, hvornår. Prøv dog at undgå at bruge ordet ”Hvorfor”, da det kan få folk til at gå i forsvar… omformuler til “hvad”…som fx ”hvad er det der er dejligt ved lige netop den type virksomhed som du drømmer om?”

Hvis du er introvert af natur, så synes du måske det er rarest at tale med dem du kender. Her kan du udfordre dig selv, ved at lege med at tage små skridt, hvor du åbner dig op for fremmede. Du kan indlede en samtale med en, du ikke taler meget med på arbejdet, eller med en helt fremmed person du møder fx på de sociale medier, til et fagligt arrangement eller ved busstopstedet. Prøv også at sætte dig et andet sted end du plejer.

Lyt dybt!

Mindst lige så vigtig som at stille de gode spørgsmål, er det at lytte til de gode svar! For at være en god lytter, skal du være nærværende til stede. Hav en intention om at lytte dybt! Så prøv at lade være med at tænke på næste gode spørgsmål, eller på de 5 andre du også gerne vil tale med osv. Vær til stede lige her i nuet!

Er du en meget talende person eller extrovert person, så kan din udfordring være at prøve at have mere fokus på din samtalepartner. Prøv at holde dig nysgerrig og åben og mærk efter hvordan det føles at spørge mere ind og virkelig lytte ind til hvad personen siger. Prøv at lytte med alle dine sanser og fornem, at du får information ind gennem mange kanaler.

Hvis du ikke er vant til at spørge dybt, så er der her en række gode dybe spørgsmål som du kan bruge som inspiration. Bare øv dig, det bliver hurtigt lettere!

  • Hvad er vigtigt for dig?
  • Hvad drømmer du om karrieremæssigt eller privat?
  • Hvad tænker du om…?
  • Hvilken type ferie er den bedste for dig?
  • Hvad er du mest glad for i dit arbejde?
  • Hvad kunne holde dig vågen om natten? 
  • Hvilken ny viden eller erfaring ville gøre en forskel for dig i dit job lige nu? 
  • Hvis du vandt i Lotto, hvad ville du så bruge pengene til?
  • Hvordan ville du prioritere, hvis der var frit valg på alle hylder?
  • Hvad betyder frihed for dig?
  • Hvad inspirerer dig?

Vejen til det, du ikke vidste du manglede!
Tagget på:                 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *