
Har du en god ide og drømmer du om at starte en virksomhed?
-så er det værd at bruge øvelsen “Tænk rundt om ideen” for at undersøge om din gode ide også kan blive en god forretning!
Der findes ingen formler, der direkte kan afsløre om ideer slår an eller ej. Men der findes en række parametre og forhold du kan undersøge nærmere, som vil give dig en realistisk mulighed for at vurdere din ide.

Man kan sige at den gode forretningside skal besidde 3 parametre, for det første skal det dække et behov, for det andet skal den skabe værdi for kunden, og for det tredje, skal der være nok potentielle kunder – altså et marked som er stort til at du også kan tjene penge på din ide.
Det er ikke altid, at den gode ide kan blive en god forretning, måske viser det sig at det bliver for dyrt at producere, måske er der for få potentielle kunder, måske er du forud for din tid, måske kan konkurrenterne tilbyde noget bedre osv. Det kan være en dyrebar affære at starte en virksomhed op uden at have undersøgt forretningspotentialet først.
Prøv derfor denne lille øvelse for at få en bedre fornemmelse for dens potentiale. Tænk rundt om ideen!
Beskriv din forretningside – Prøv at skrive ned kort og præcist hvad er det er du vil sælge. Husk at din forretningside ikke behøver at være et fysisk produkt, det kan også være din viden, en service, en produktionsmetode, et forretningskoncept eller andet.
Jo klarere du kan formulere din forretningside og hvorfor den er god, jo lettere vil du have ved at sælge ideen til andre. Derfor skal du bruge tid, overvejelser og energi på at lave en rigtig god præsentation. Du skal som udgangspunkt beskrive din ide uden fagsprog og tekniske termer, prøv fx at tænke på hvordan du ville forklare din mormor det? Beskriv produktets kvaliteter, og de behov som dit produkt imødekommer.
Behovet – Hvilke fordele giver din forretningside kunden? Beskriv hvorfor vil kunderne vælge netop dit tilbud/produkt/din virksomhed. Forklar hvordan det du vil sælge adskiller sig fra andre på markedet – er det bedre kvalitet, smartere, simplere, flottere, billigere, mere eksklusivt, lettere tilgængeligt, hurtigere leveringstid, mere grønt, den nyeste trend eller andet?
Værdi – Giver det du sælger din kunde en særlig værdi, eller særlig oplevelse? Rammer det følelsesmæssige behov? Har det en historie der gør det særligt, er det f.eks. økologisk eller et naturprodukt, specielt design, nostalgisk, kan det få kunden til at føle sig speciel etc. Hjælper produktet dem med noget, eller giver det dem mulighed for at bruge deres tid på noget de kan lide?
Kunden – Hvem er din kunde? Prøv at bruge nogle minutter på at sætte nogle ord på en typisk kunde… Hvem er han/hun? hvor gammel, hvorhenne, hvilken beskæftigelse osv.? Hvorfor elsker kunden dit produkt? Se nu rundt i dit netværk, kender du nogen som kunne være dine fremtidige kunder, så vær modig, tag fat i et par stykker og spørg om de vil give dig ærlig feedback.
Denne lille øvelse vil give dig det første reality check som iværksætter og den kan pege i to retninger… 1. Du blevet bekræftet i at du er på rette sport eller 2. Du er blevet klogere! Tænk rundt om ideen! igen! … på hvilke parametre du skal justere på ved ideen, skal du blive bedre til at imødekomme behov, hvordan kan du give mere værdi, ved du nok om din kunde eller er det en helt anden kundetype du skal henvende dig til? …videre med dig
….Der er ikke en tredje vej, for du er jo iværksætter er du ikke? 😉