”Jeg skal også have meldt mig ind i et netværk og blive lidt mere målrettet med at netværke i min virksomhed”

Denne kommentar hører jeg ofte når jeg taler med folk om at arbejde mere strategisk med at få opbygget et forretningsnetværk … og det får mig til at tænke, hvordan og hvornår er netværk blevet noget man går til?

Netværke gør vi jo alle, hele tiden, hver gang vi møder nogen, hver gang der skabes en relation. Alt hvad du behøver for at være en mere strategisk netværker, er at være bevidst om, at du netværker hele tiden og du hele tiden har mulighed for at sætte positive spor efter dig… det er dit valg!

Gode kontakter kan man få alle vegne … men slet ikke altid der, hvor man logisk ræsonnerer sig frem til!

Så at være åben, imødekommende, hjælpsom og venlig vil altid være en sikker strategi for at snuble over spændende muligheder og kontakter! Netværk er ikke noget man går til, det er en del af livet. Spørgsmålet er jo så bare, hvor stor en bid vi vælger at tage af ”netværks-livet”.

To måder at netværke på

Selvfølgelig kan der være masser af ræson i at melde sig ind i et professionelt netværk, fx et forretningsnetværk, et ledernetværk eller et erfanetværk indenfor netop dit fagområde, det findes der tonsvis af gode eksempler på.

Om man vælger at arbejde med formaliserede netværk eller arbejder mere individuelt og intuitivt er jo også et temperamentsspørgsmål … eller det burde det være! Er du i tvivl om hvilken måde der vil være mest velegnet til dig, så tænk på at netværksstrategien skal passe til dig som person og der er som sagt muligheder for at netværke alle vegne, så man må godt tænke ud af boksen her!

Her kommer en kort beskrivelse af de to måder at netværke på … og der er selvfølgelig ingen hindring for at kombinere dem, hvis det passer bedst til dit temperament.

Professionelt forretningsnetværk

I et professionelt forretningsnetværk mødes en gruppe erhvervsdrivende typisk ret ofte fx én gang om ugen eller hver 14 dag. Her har du mulighed for at få udvidet et netværk, som måske er meget atypisk fra resten af dit netværk og det kan være en stor hjælp, hvis du søger at udvide dit forretningsnetværk i nye retninger.

Til møderne vil du typisk have mulighed for at udveksle netværkskontakter med andre i netværket. Hvis du synes det kan være udfordrende at være opsøgende i dit netværksarbejde, kan denne type netværk være en fordel for dig. Her har en netværksfacilitator samlet en divers gruppe mennesker og faciliterer også oftest, at alle får mulighed for at tale med hinanden.

TIP!

  • Relationen er det vigtige! Husk at netværkssalg IKKE betyder, at du random render rundt og sælger til alle i dit netværk. Det er et mere raffineret salg og for mange også langt mere behageligt salg. For her dyrker du relationerne, deler ud af din faglighed og venlighed… for vi mennesker er så fint kodet, at det falder os naturligt at købe af dem vi kan lide, vi husker dem vi synes om! Så når en netværkskontakt pludselig står og har brug for lige præcis den ydelse du sælger, så vil de tage fat i dig og de vil anbefale dig… og det kan betale sig på den lange bane!
  • Mødedisciplin – Hvis du skal have det fulde udbytte af sådan en type netværk, skal du helst have en vis mødedisciplin. Der kan opstå rigtig fine uformelle tætte relationer, når man mødes ofte og har gode dybe dialoger. Det er værd at dyrke den tillid der opstår i sådan en type netværk.
  • Høj Etik – Du skal være meget opmærksom på at have en høj etik, når du deler ud af dine netværkskontakter og sender nogen videre i dit netværk. Send kun nogen videre som du kan stå inde for fagligt og/eller menneskeligt. Tænk på hvilket bagslag i dine relationer det ellers kan få! Vil du gerne sende kontakter videre for fx at hjælpe venner eller familie, selvom du måske slet ikke kender til deres faglighed, så kan du med fordel bruge en “neutral kontaktdeling” hvor du fx siger, “jeg kender denne person som jeg ved beskæftiger sig med netop det du efterspørger, men jeg har altså ikke selv brugt hende, så kender ikke hendes faglighed, men du kan da få kontakten og tage en snak.”

Individualiseret netværk

Er du parat til at investere penge i mere strategisk netværksarbejde, men føler du ikke lige formen på et forretningsnetværk er noget for dig, så tænk på om pengene måske kunne investeres klogere i at deltage i spændende og relevante arrangementer, uddannelser, kurser, konferencer osv.

Alle steder der er masser af muligheder for at netværke med interessante mennesker. Gå efter arrangementer med relevante fagligheder og hvor der er workshops og gode lange pauser. Det er der du har mulighed for at skabe relationer.

TIP!

  • Rent strategisk, så tænk på at hvis du ønsker at udvide din kontaktflade mod forretningsudvikling, mulige samarbejdspartnere, værdikædesamarbejder og videndeling, så skal du vælge arrangementer, hvor dine kollegaer/konkurrenter ofte findes. Det kan fx være arrangementer fra erhvervsfremmeorganisationer, brancheorganisationer og lign. Ønsker du at styrke dit salg mere direkte, så skal du vælge deltage de steder hvor dine kunder sandsynligvis vil færdes, fx. på messer, markeder, platforme hvor du kan møde forhandlere etc.
  • Stærke relationer: At deltage i kurser eller uddannelser, hvor man skal arbejde sammen om konkrete ting er en meget effektiv måde at få skabt stærke relationer og så har du samtidig den bonus at du opkvalificerer dig.

Netværk… er det noget man går til?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *