De nye iværksættere har potentielt en af nøglerne til at skabe et mere tidssvarende og bæredygtigt samfund. Vores samfund er fyldt med masser af spirer og spor af andre måder at tænke virksomhed på, Lad os dyrke dem!
Vi er midt i et paradigmeskifte og lever i en verden som tydeligt er ved at blive nedbrudt af vækstmodeller som har sejret sig selv ihjel! Men der er heldigvis sunde tegn på, at der lige under overfladen af vores krakelerende virkelighed findes en stærk ny vækstkraft med vilje til at gå nye veje. Lad os give den næring og vores opmærksomhed og opbakning!
Jeg stødte en gang på et amerikansk vækst-begreb som man kalder the “Entrepreneurs Dilemma”. Dilemmaet går ud på at man mener, at det sjældent er muligt for iværksætteren både at tjene mange penge og samtidig have fuld kontrol over virksomheden. Der skal tages et valg, for at man kan navigere den rigtige vej…om man fx skal ansætte, have investorer ind, eller måske lave partnerskaber for at skabe vækst. Altså enten bygger man en virksomhed for at opnå:
“Max value” = RICH
eller også bygger man virksomheden for at opnå
“Max control” = KING
Det er jo i og for sig et rigtig sundt princip, at man gør sig bevidst om sine mål og værdier for vækst, så man kan navigere ud fra dem….og RICH eller KING er helt sikkert også nogle parametre som rigtig mange virksomheder opererer ud fra, men det tankevækkende her er, er at dilemmaet kun består af disse to muligheder….”Rich” eller “King”! Jeg synes det viser et ret begrænset syn på hvorfor virksomheder sættes i verden, og jeg vil vove at påstå, at det en forældet betragtning i det 21. århundrede. RICH eller KING er to klassiske maskuline vækstprincipper og jeg mener at det er på tide at vi sætter nogle mere tidssvarende principper op. Derfor har jeg her et bud på at tilføje nogle mere feminine og nogle neutrale vækstprincipper til at balancere de traditionelle maskuline vækstprincipper.
Nye vækstprincipper
Jeg vil her lige understrege at feminin og maskulin i denne kontekst skal forstås på den psykologiske og esoteriske måde som polariteter i en enhed. Altså at alle mennesker indeholder både en feminin og maskulin side og at begge sider skal integreres i det enkelte individ, for at blive et helt balanceret menneske.
Det samme princip kan overføres til vores samfund, som igennem mange tusind år ret ensidigt har været domineret af traditionelle maskuline dyder som forceret vækst, ekspansion og udbytte. I sig selv har det skabt megen udvikling og absolut ikke skal fjernes. Men ved fraværet af tilsvarende feminine principper og neutrale kollektive principper bliver samfundet ubalanceret. Man skal ikke kigge mange sekunder på vores samfund for at se, at vi er alvorligt ude af balance.
Vores samfund er fyldt med masser af spirer og spor på andre måder at tænke virksomhed på og helt andre motiver for at starte dem og ikke mindste vækste dem, og jeg vil her prøve at definere 5 nye iværksætter/vækst principper:
Max Skaberkraft = CREATRIX
Max Personlig udfoldelse = DNA
Max Samskabelse = ONENESS
Max Organisk Vækst = FLOW
Max Samfundsnytte = GROW
CREATRIX princippet
bygger på den legende kreative kraft, som man ser hos mange serielle iværksættere. De folder deres skaberkraft max ud på alle parametre, fordi de simpelthen ikke kan lade være. De nyder at sætte i gang og udvikle og bliver hele tiden inspireret af nye spændende indtryk. Selve nydelsen ved at realisere deres visioner og se dem materialisere sig og vokse er drivkraften. CREATRIX iværksættere ser man også ofte indgå i diverse netværks- og værdikædesamarbejder, for hellere give den fuld skrue indenfor lige netop den udvikling de mestrer og så alliere sig med andre som mestrer netop det som de selv finder svært og drænende. Netværkssamarbejder mellem selvstændige, hvor alle står på mål for at levere netop deres speciale giver også en rigtig høj kvalitet.
DNA princippet
bygger på den personlige længsel efter at folde sit sande potentiale max ud. Iværksætteren fornemmer sit potentiale og føler ofte at et almindeligt arbejde ikke vil tilgodese den længsel de har efter at folde deres indre kerne ud. Denne type iværksætter mærker og ser, at de vil kunne bruge deres fulde kraft og potentiale, hvis de selv kan bestemme kursen og farten på deres projekter. Derfor vælger DNA iværksætteren at skabe en virksomhed på en måde, der også kan bidrage til egen personlig udvikling. Dette gøres ved at holde fast i egne værdier, at kultivere til at lytte til sin intuition, mærke efter i hjertet OG turde handle på den indre information. Når iværksætteren udvikler sig på personligt plan, bidrager denne samtidig til en kollektiv udvikling, da de demonstrerer nye veje vi kan gå. Vi ser også DNA iværksætterne skabe virksomheder hvor der fx er kollektivt ejerskab, demokratisk medbestemmelse og hvor man søger mod rødderne af andelsbevægelser og nye typer kooperativer.
ONENESS princippet
bygger på at bruge den kollektive kraft til det fælles bedste for vores klode. Princippet i samskabelse er baseret på at vores HJERNER og HJERTER i fællesskab kan skabe langt større ideer og visioner end individet er i stand til. På en måde kobler vi os sammen til en fælles intelligens og udøver dermed max samskabelse og skaber fuldstændigt overlegne løsninger på dette princip. CROWDSOURCING og OPEN SOURCE er rigtig gode eksempler på dette princip og en gang i en fortryllet fortid blev sand forskning faktisk også bygget på elementer af dette princip. Jeg tror vi kommer til at se fremtidens svar på vores klima- og biodiversitetskriser netop fra disse konstellationer. Vores verden demonstrerer så tydeligt, at de nuværende politiske systemer med tilhørende skønsang har en seriøs defekt! Se bare på de sidste 15 års klimamål, som på ingen måder er indfriet, tværtimod! Vi har brug for en hel ny måde at drive den udvikling fremad!
FLOW princippet
bygger på naturens meget stærke, men balancerede vækstkraft, som forener noget så skønt som vækst og sameksistens i en naturlig livscyklus. I naturen befinder alle sig i et kredsløb, som giver hinanden værdi, tilfører hinanden næring og udfolder sig i en smuk symbiose som et kollektivt åndedræt. Iværksættere som er inspireret af disse principper, vil hylde den organiske vækst af virksomheder, de vil nære og gro og høste i naturligt tempo. Flow iværksættere vil naturligt bygge virksomheder på CIRKULÆRE PRINCIPPER og finde nye muligheder og veje til at drive sund forretning uden at gå på rovdrift på klodens kapacitet.
GROW princippet
bygger på den sociale ansvarlighed, hvor motivet for at iværksætte er at skabe max samfundsnytte. Her drives viljen til vækst mod at skabe dybe forandringer i samfundet. Der findes en kæmpe bølge af den slags iværksættere i hele verden og grunden til at vi endnu ikke lægger så meget mærke til den, er simpelthen at vi rider på den og ikke mærker den stærke kraft i de dybe understrømme. Jeg elsker det fantastiske eksempel på GROW princippet BAREFOOT COLLEGE. Se det og bliv inspireret af den indiske professor, som har skabt et vidunderligt samfund bygget af fattige analfabeter, hvor de bl.a. uddanner bedstemødrene til Solar Mamas i de fattige samfund ved at lære dem at bygge solcelleanlæg. Herhjemme ser vi forskellige versioner af socialøkonomiske principper blive brugt, altså hvor en del eller hele virksomhedens overskud bruges til at støtte samfundsnyttige tiltag, som at tage sig af de udsatte, bekæmpe fattigdom, skabe liv i mindre lokalsamfund osv.
Vejen mod en genfødt verden
Alle disse nye vækstprincipper har det tilfælles, at de alle er baseret på stærke værdier! Jeg tænker at disse er nødvendige for at få KING og RICH ind i den balance som er bydende nødvendig, hvis vi skal kunne skabe en fremtid som også vores børn kan få glæde af!
Både nye iværksættere, såvel som etablerede virksomheder som kæmper med kriser eller blot føler sig udpinte, bør se sig om efter inspiration til nye forretningsmodeller hos disse nye pionerer. De tegner den nye bølge iværksætteri, som vil have stor indflydelse på vores fremtidige samfund. Så lad os nu begynde at fokusere på at tale fremtiden op og dyrke alle de gode eksempler!
Lad os bruge vores energi og opmærksomhed på at synliggøre alle de visionære som allerede er igang med at skabe en bedre verden! Lad dem inspirere os, vise os de nye veje og give os håb og lad os bruge mindre tid og energi på at svælge i mediernes doom & gloom som gør os magtesløse og handlingslammede!